Nyhedsmail februar 2009
Kære gamle NIH'er!
Her en lille nyhedsmail til dig.
HER KAN DU LÆSE OM:
- Elevmøde 2009
- Dit præg på bestyrelsen
- Vores nye hjemmeside
- Roskilde Camp 2009
Husk at opfordre jeres gamle højskolevenner til at melde sig på Nyhedsmailen. Så mange som muligt skulle gerne få nyhederne fra Elevforeningen, så de kan følge med i hvad der sker på og omkring Nordjyllands Idrætshøjskole. I kan tilmelde jer via www.NIH-elevnet.dk.
Elevmøde 2009 den 17. – 19. april
Så nærmer tiden sig til det store brag på NIH. Vi holder i år elevmøde den 17. – 19. april 2009 og det foregår selvfølgelig på verdens bedste højskole i Brønderslev. Elevmødet er årets fest på NIH, hvor vi er 200 – 250 mennesker, der drøner rundt og laver aktiviteter, lever højskoleånden ud og fester igennem lørdag aften. Det er gamle elever, jubilarer og nuværende elever i skøn forening.
Vi starter fredag aften kl. 19.00 med en volleydyst – gamle mod nuværende elever – efterfulgt af det efterhånden traditionsrige banko med café. Lørdag er der fuld gang i aktiviteterne med lærerne på skolen og/eller eleverne på den nye teambuilderlinie. Og så er der selvfølgelig Elevforeningens generalforsamling, hvor du kan komme og sætte dit præg på din elevforening. Husk at møde op – du har alle muligheder for indflydelse, og vi vil meget gerne have nye ansigter i bestyrelsen! Lørdag sluttes af med foredrag, kæmpe fest (vi har sørget for hjemmelavet is til dessert), band og ikke mindst pølsehorn.
Gå ikke glip af denne fantastiske mulighed for at møde dine gamle højskolevenner – der går rygter om, at selv folk fra Ungarn kommer. Så meld dig til nu!! – tilmelding foregår via linket her. Det koster 275 kr. at være med, og du skal være medlem af elevforeningen. Så husk også at betale dit kontingent, hvis du har glemt det.
Tilmeldingsfristen er den 30. marts.
Dit præg på Elevforeningen
Under elevmødet afholder vi Elevforeningens generalforsamling, som er din forenings højeste besluttende organ. Du har her muligheden for at komme med gode ideer, stille kritiske spørgsmål og ikke mindst stille op til bestyrelsen. Men hvad er elevforeningens bestyrelse egentlig? Hvad giver det dig at være med i bestyrelsen?
Derfor skal du være med i bestyrelsen i NIH´s Elevforening.
Ved at være med i bestyrelsen af NIHs elevforening indgår man i et energisk team, som har et super godt sammenhold. Sammenholdet, gensynsglæden og højskoleånden som hersker i elevforeningen, er nogle af de vigtigste elementer i bestyrelsesarbejdet, og er det som vi ser frem til, når vi skal mødes til vores møder og arrangementer.
I bestyrelsen har man forskellige ansvarsområder, som hvert især byder på udfordrende opgaver og som er en forudsætning for, at vi som gruppe kan udvikle og forny Elevforeningen. Desuden er den fælles energi og ideudvikling meget vigtig, når der skal udtænkes kreative koncepter til arrangementerne for de gamle elever.
Hvis man brænder for at indgå i en gruppe, hvor man har mulighed for at udfordre sig personligt og afholde arrangementer, hvor der virkelig er run på. Har du lyst til at afprøve flere af de kompetencer du har fået ved dit højskoleophold og opleve tilfredshedsfølelse efter et vellykket afholdt arrangement som er et fedt adrenalin-kick? Du har nu mulighed for at være med ved at stille op til bestyrelsen ved generalforsamlingen den 18. april! Kom og vær med! :-)
Hjemmeside
Du har måske været et smut forbi vores hjemmeside www.nih-elevnet.dk her inden for den seneste tid og tænkt – det må de kunne gøre bedre. Og det kan vi også, men vi har haft tekniske vanskeligheder, idet vi har bedt hjemmesidefirmaet om at ændre lidt på layout og farver, så det mere fulgte NIH’s hjemmeside. Det resulterede i en del bøvl, og firmaet havde blandt andet annulleret en masse opdateringer vi netop havde siddet og lavet.
Men nu er den igen fit for fight, og fuldt opdateret. Så du kan rolig gå ud og se, hvad der sker i din elevforening – og evt. komme med ris og ros. Det er et stort arbejde løbende at holde hjemmesiden opdateret, men vi gør vores bedste. Har du gode ideer så kom endelig med dem – skriv til jesper@nih-elevnet.dk.
Vil du beholde din Elevforening?
Hvis du er interesseret i at have en Elevforening og bibeholde muligheden for at vende tilbage til NIH til gensynsweekender, så husk at betale dit kontingent, hvis du ikke allerede har gjort det!! Kontingentbetalingerne er vores eksistensgrundlag, så det er meget vigtigt, at vi kan opretholde medlemstallet, hvis vi forsat skal kunne eksistere. Grunden til at vi gerne vil minde dig om vigtigheden af din betaling er, at vi i løbet af det sidste år er gået fra 400 medlemmer til 338 medlemmer. Det er et fald på 62medlemmer, som svarer til 9.300 kr. i manglende kontingentbetaling. Vi ønsker inderligt at forblive eksisterende!
Så husk at betale dit kontingent! Det koster kun 150 kr. at være med i landets bedste Elevforening.
Se her hvad du får ud af et medlemskab. Se her hvordan du bliver medlem af elevforeningen!
Roskilde Camp 2009
På årets Roskilde Festival vil der være mange gamle NIH’ere samlet på ’smatten’ foran Orange Scene. Særligt efteråret 08 møder talstærkt op, så se efter banneret ude på teltpladsen og slå et smut forbi. Du kan også gå på Facebook og finde gruppen ”NIH-lejr på Roskilde Festival 2009”, hvis du vil finde ud af hvor lejren er. Alle er velkomne til at slå telt op i lejren, jo flere synlige NIH’ere på pladsen jo bedre og sjovere.
Hvorfor modtager jeg ikke ElevNyt?
Svaret er som regel ganske enkelt: Vi har ikke din rigtige adresse!! Hvis du for nylig er flyttet eller snart gør det, så tryk her og gå direkte ind og ret dine personoplysninger med det samme!!! Hvis du er i tvivl om vi har de rigtige oplysninger så udfyld formularen for en sikkerhedsskyld! Gør det for din egen og vores skyld… på forhånd tak!
Nyt fra Kassereren!
En lille reklame for Betalingsservice:
Betalingsservice er en rigtig smart løsning, for så behøver du ikke tænke på om girokortet nu bliver væk i al flytterodet eller i bunkerne af papir fra studiet, eller om du kommer af sted til posthuset eller banken. Har du tilmeldt dig én gang trækker vi bare de 150 kr. fra din konto, og du får en oversigt fra banken, hvor der står at Elevforeningen har fået 150 kr. Du kan altid ringe til banken og afmelde det igen, hvis du fortryder – men hvorfor skulle du det?!
Du kan melde dig til betalingsservice ved at kontakte din bank eller sende en mail til Troels Ravn, så sender han dig en tilmeldingsblanket, som du udfylder med navn og kontonummer.
Hvis du gerne vil skifte til vores unikke tilbud om et 5-års medlemskab for 550 kr. (du sparer 200 kr.), så skal du bare henvende dig til kassereren – som altid på ravn@nih-elevnet.dk.
Det var alt for denne gang – vi ses til april til elevmøde på NIH.
Hilsen
Elevforeningens Bestyrelse
Anne Dorthe, Alice, Jesper G., Peter, Troels, Marianne, Birgitte, Stig, Sabrina, Jesper S. og Diana

