Nyhedsmail august 2009
Kære gamle NIH'er!
Her en lille nyhedsmail til dig.
HER KAN DU LÆSE OM:
- Efterårsarrangement 2009
- Elevmøde 2010
- Slut med Groupcare
- Vil du beholde din elevforening?
- Hvorfor modtager jeg ikke Elev Nyt?
- Ny årgangsrepræsentant
- Nyt fra kasseren
Husk at opfordre jeres gamle højskolevenner til at melde sig ind i gruppen "Nordjyllands Idrætshøjskole, NIH, Elevforening" på Facebook og modtag denne nyhedsmail.
Efterårsarrengement 2009
Så nærmer tiden sig til efterårets store brag på NIH. Vi holder i år efterårsarrangement den 9. – 11. oktober 2009 og det foregår selvfølgelig på verdens bedste højskole i Brønderslev.
Efterårsarrangementet er årets næststørste fest på NIH, hvor vi drøner rundt og laver aktiviteter, lever højskoleånden ud og fester igennem lørdag aften. Det er gamle og nuværende elever i skøn forening.
I år er temaet ”Fangerne på fortet”, og vi glæder os til at se rigtig mange tidligere NIH-elever til en sjov og aktivitetsfyldt weekend sammen med tumling, tigre og guldmønter.
Gå ikke glip af denne fantastiske mulighed for at møde dine gamle højskolevenner, så meld dig til nu!! – tilmelding foregår via linket her. Det koster 250 kr. at være med, og du skal være medlem af elevforeningen. Så husk også at betale dit kontingent den 1. oktober eller tilmeld dig PBS.
Tilmeldingsfristen er den 25. september.
ELEVMØDE 2010!!!!!!
Datoen for elevmødet 2010 er fastsat til 23. - 25. april. Skriv allerede nu weekenden i din kalender, så du kan komme med.
Slut med Groupcare
Dette er den sidste mail vi udsender via Groupcare, i fremtiden vil nyhedsmail kun udsendes via Facebook. Man kan oprette en profil på Facebook og derefter søge efter Nordjyllands Idrætshøjskole, NIH, Elevforening. Tilmelder du dig denne gruppe vil du automatisk modtage nyhedsmailen i fremtiden.
Vil du beholde din Elevforening?
På trods af den store tilslutning, som vi er MEGET glade for, der er på Facebook, er det ikke alle af gruppens medlemmer der også er fuldbyrdede medlemmer af elevforeningen. Vi opfordrer til at I melder jer ind i elevforeningen, da dette giver jer mulighed for at deltage i de arrangementer, der afholdes for tidligere NIH-elever. Desuden fungerer kontingentet som grundlag for hele elevforeningens eksistens. Vi er dit bindeled til NIH, og vi er her for din skyld.
Hvis du er interesseret i at have en Elevforening og bibeholde muligheden for at vende tilbage til NIH til gensynsweekender, så husk at betale dit kontingent, hvis du ikke allerede har gjort det!! Kontingentbetalingerne er vores eksistensgrundlag, så det er meget vigtigt, at vi kan opretholde medlemstallet, hvis vi fortsat skal kunne eksistere.
Grunden til at vi gerne vil minde dig om vigtigheden af din betaling er, at vi i løbet af det sidste år er gået fra 400 medlemmer til 338 medlemmer. Det er et fald på 62 medlemmer, som svarer til 9.300 kr. i manglende kontingentbetaling. Vi ønsker inderligt at forblive eksisterende, for din, vores og så sandelig skolens skyld!
Så husk at betale dit kontingent! Det koster kun 150 kr. for 1 år og 550 kr. for 5 år (du sparer 200 kr.) at være med i landets bedste Elevforening.
Se her hvad du får ud af et medlemskab. Se her hvordan du bliver medlem af elevforeningen!
Hvorfor modtager jeg ikke ElevNyt?
Svaret er som regel ganske enkelt: Vi har ikke din rigtige adresse!! Opdater venligst her.
Ny årgangsrepræsentant
Vi har i bestyrelsen sagt velkommen til en ny årgangsrepræsentant, Lise Jungersen fra foråret 09.
Nyt fra Kassereren
En lille reklame for Betalingsservice:
Betalingsservice er en rigtig smart løsning, for så behøver du ikke tænke på om girokortet nu bliver væk i al flytterodet eller i bunkerne af papir fra studiet, eller om du kommer af sted til posthuset eller banken. Har du tilmeldt dig én gang trækker vi bare de 150 kr. fra din konto, og du får en oversigt fra banken, hvor der står at Elevforeningen har fået 150 kr. Du kan altid ringe til banken og afmelde det igen, hvis du fortryder – men hvorfor skulle du det?!
Du kan melde dig til betalingsservice ved at kontakte din bank eller sende en mail til Sabina Tangsgaard, så sender hun dig en tilmeldingsblanket, som du udfylder med navn og kontonummer.
Hvis du gerne vil skifte til vores unikke tilbud om et 5-års medlemskab, så skal du bare henvende dig til kassereren – på sabina@nih-elevnet.dk.
Det var alt for denne gang – vi ses til oktober til efterårsarrangement på NIH.
Hilsen
Elevforeningens Bestyrelse
Jesper G., Peter, Troels, Jesper S., Sabina, Marianne, Birgitte, Lise, Christina og Hanne

